Jeg bryder mig ikke om, hvad Facebook gør ved samfundssindet. Det er som om, der ikke længere er nogen gråtoner, og de frelste får en alt for klar (og ulideligt skinger) stemme. Lige pt. er det de dyrefrelste, der skræpper op. Andre gange er det de økofrelste og til alle tider er det de oppositionsfrelste, som til hver en tid er uenige i alt, hvad den, til hver en tid, siddende regering beslutter. Vi stoler ikke længere på hinandens dømmekraft og faglighed. Vi lytter ikke til argumenter. For har du een gang postet: ”Jeg er IMOD!”, så kan man ikke lige pludselig skifte mening. Det er dem eller os. Enten er du imod aflivning af giraffer og hopning på døde hvaler (den var DØD da den lå på stranden. Ingen har hoppet på en levende hval!), eller også så er du et uempatisk møgsvin, der opdrager dine børn til at blive psykopatiske mobbere, og som æder æg fra burhøns og går med mink. Og du er med GARANTI også *gys* Socialdemokrat!!!
Jeg synes helt sikkert at dyr, skal have det så godt som muligt. Jeg køber så vidt muligt økologisk. Jeg synes, at pædofile og voldsforbrydere skal straffes hårdt. Jeg synes ikke, at kriminelle bander skal overtage hele bydele. Men jeg vil dælme have lov til at have en nuanceret stemme i debatten. Og jeg bryder mig ikke om den lynchstemning, der breder sig, hvis man går imod de rasende horder, der kræver alle kriminelle indvandrere udvist, al landbrug omlagt til økologi eller fyring af en zoologisk have direktør som, på ganske kompetent vis, passer sit arbejde. Hav nu et minimumskrav om kildekritik og opsøg andre informationer, end dem der bliver postet på Facebook med rasende opfordringer til selvtægt og udstødelse af hele befolkningsgrupper. Når du bliver følelsesmæssigt berørt at et opslag, så brug lige et par minutter på at lade din rationalitet være med, FØR du reposter. Også selvom det er et nuttet negerbarn eller en moderløs kælegris, der er på billedet.
Jeg vil have lov at udtrykke sympati for heldagsskolen. Men hvis jeg gør det, så bliver jeg bestormet af rasende skolelærere. På trods af at de lærere jeg kender, faktisk GODT kan se en masse potentielle fordele, når de første års implementeringshelvede har lagt sig. Jeg vil have lov til at lytte til landbrugets talsmænd, når de siger, at økologi ikke altid er det bedste for miljøet. Forklaret stille og roligt forstår de fleste faktisk godt, at integreret produktion er mere fornuftigt end ensidigt fokus på økologi. Jeg vil gerne have lov at sige, at hundeloven er blevet til af en grund. Der ER problemer med den måde, folk holder hund på. Jeg mener personligt, at lovens fokus bør ændres, så det i højere grad er ejerne og hvalpefabrikkerne, der er i skudlinjen, men jeg synes ikke, at loven skal afskaffes. Den skal revideres. Kraftig, bevares… Men igen. Lad os nu have en åben debat om tingene i stedet for med det samme at kalde landsbyen sammen med høtyve og fakler.
Facebook har en evne til at samle folk. Lad os nu samles om at have nogle oplysende diskussioner i stedet for mudderkastning. Politikerne styres af folkestemningen, og fortsætter vi med uoplyste hadekampagner, ender vi med et ”idiotiets diktatur” som ingen af os er tjent med.
Men..men , det er jo lidt som med sms ere,- du kan ikke hverken med dem eller ved at skrive en kort kommentar på Facebook få det nuancerede ind, —
så synes da folk skal have lov at have deres mening. Vi har da heldigvis ytringsfrihed. !!
For at holde den sobre tone, så er det et sk… godt indlæg du der er kommet med, selvfølgelig skal man lige klappe hesten, giraffen , hængebugsvinet eller hvad de forskellige dyreracer hedder der optager menneskerne mere end de børn og voksne der dør rundt omkring. Da jeg er fra 41. og en sur og indebrændt gammel mand, vil jeg have lov til at kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade, og når en regering i mine øjne kvajer sig i den grad, som vores nuværende, med støtte fra det meste af oppositionen gør, så kommer det gamle og indebrændte op i mig og når folk falder i svime over en Giraf! så er vi s.. langt ude, men godt du tager det op, selvom jeg måske får en over nakken, engang imellem er det godt at få perspektiv på tingene.
Tak Christina.
Når jeg selv læser hidsige udfald i debatter, tænker jeg tit på, at disse hidsige debattører også var her før Facebook og avisernes debatsider, men at nu kan vi andre give disse mennesker modspil med nuancerede svar.
Desværre virker det som om, nogle mennesker prioriterer at se sort-hvidt på tingene. Det forstår jeg ikke, for det er mere min ambition at se nuanceret på tingene, men jeg tænker, at det blandt andet kan hænge sammen med, at jeg grundlæggende er mere socialdemokratisk, end de er.
Jeg debatterer tit på nettet, og jeg synes på den måde, at det politiske niveau er kommet tættere på min hverdag, hvor jeg ellers ikke er politisk aktiv.
Jeg går samtidig ind for, at demokratiet fortsat er repræsentativt, men det kan virke som om, andre godt kunne tænke sig et mere direkte ‘Facebook-demokrati’. Det er jo mærkeligt.
Det er let at blive vred på demokratisk valgte politikere, hvis de er rigtig usympatiske, eller hvis de virker uansvarligt gavmilde, men disse mennesker er ofte valgt af en masse vælgere, som synes, disse politikeres egoisme eller deres gavmildhed er fantastisk.
Det er tilsyneladende svært for mange af os at forstå, at alle politikerne har et flertal imod sig: For alle politikere undtagen måske enkelte ‘bykonger’ – gælder det, at der er langt flere vælgere, som ikke ønskede personen valgt, end der var vælgere, som stemte på personen.
V.h. Stinne
Hamrende godt indlæg. Vi behøver ikke (skal sgu ikke) være enige om alt, men en lidt sober tone og lige gennemlæs før du trykker send vil være et kæmpe skridt fremad. Flot C.
vh
Max
Jeg synes faktisk, at tonen gengiver min frustration rigtigt fint. Og jeg har naturligvis læst teksten inden jeg poster den. Hvis der er stavefejl og så videre, har jeg overset dem. Det beklager jeg.
Arhh…. mig der formulerer mig spadet. Det var en generel betragtning om bedre tone på nettet, og at vi alle vil have godt af at synke spyttet, før vi sender. Ikke specielt dig. Din tone (i dette indlæg) er der ikke en finger at sætte på.
Beklager mit muddersprog.
Kravler ind under min sten igen
Nå, så forstår jeg bedre. Jeg plejer da også at gøre mig umage, før jeg begynder at belemre jer med mine skriverier;-)
Det er lidt morsomt at du sammen blander giraffer med helhedsskolen. Alle politiske initiativer fra S går jo ud på at give skattelettelser til de rige og skade de fattige som ikke har råd til at sende deres børn på en privatskole. Hensigten fra partitoppen er at ramme alle S’s kernevælger inden de selv skifter parti, en gang til.
Jeg siger ikke, at det er de samme mennesker, der udtaler sig om heldagsskolen og giraffer. Det jeg siger er, at TONEN i de her debatter er den samme. Det er rabiate udtalelser, som man enten kan være for eller imod.
Jeg blev også følelsesmæssigt berørt af Marius store brune øjne. Men samtidig gav det mening, hvad den velovervejede direktør for zoo forklarede.
Jeg er ikke enig i at heldagsskolen er lavet udfra et kortsigtet perspektiv, der handler om at straffe de fattige. Jeg er sikker på, at heldagsskolen er et modigt initiativ, der skal reformere folkeskolen, så de elever, der har det svært, får en mulighed for at opnå indlæring på en anden måde, samt at skabe et rum, hvor de udsatte børn, har en større voksenkontakt og en større berøringsflade med det “normale” samfund. Jeg er dog heller ikke i tvivl om, at det bliver en møghamrende hård proces, hvor succesen er enormt afhængig af at skolelederne kan løfte en kæmpe byrde og af at lærere og pædagoger skal lære at udnytte hinandens ressourcer bedst muligt. Det bliver en rædsom implementeringsfase på nogle skoler, mens andre skoler vil komme fint igennem.
I bund og grund handler det om, at have lov at give udtryk for nuancerede holdninger og at diskutere. Ligesom vi to gør nu. Lytte og tale og forhåbentlig blive klogere begge to.
Jeg er én af dem….. Kan ikke lade være med at sige min mening om alt mellem himmel og jord. Kommer også ud i mange diskussioner.
Kan ikke lade være. Men skal jeg egentlig det?
Prøver ihærdigt at holde mig fra mudderkastning!
Jeg synes, der er forskel på at diskutere og at pådutte andre sine meninger. Det er vigtigt at høre andres argumenter og at være i stand til at rykke sig, hvis man bliver klogere i løbet af en diskussion eller samtale. Vi ved jo ikke det hele på forhånd:-)