Det der med at leve af det, man synes, er allerfedest i hele verden, det er fantastisk! Jeg har et talent for at sige idiotiske ting og for at male billeder med ord. Og det må jeg gerne ”nøjes” med. Det er mit job. Nogen kan lide det, jeg laver, andre kan ikke. Det er smag og behag, og det kan man ikke diskutere. Til gengæld vil jeg tillade mig, at brække mig en lille smule over smålige mennesker, der ikke kan håndtere, at man kan leve af sit talent.
De fleste kunstmalere får den. I hvert fald de abstrakte. ”Sådan noget klatmaleri! Jeg kunne lave det samme med begge hænder bundet på ryggen.” Den type mennesker kan altid fortælle om en sand begivenhed, hvor en 4-årig eller en abe har vundet en velanset kunstkonkurrence. De kan ikke rigtigt huske, hvor det var henne eller om begrebet ”kunstkonkurrence” ikke i sig selv virker temmelig useriøst, men de har i hvert fald læst det i Ekstra Bladet engang. Lad os bare sige, at der er et ret stort segment, som tilsyneladende ikke kan respektere et lærred, der hverken har kronhjorte eller skovsøer repræsenteret.
Dengang Linda og jeg startede med at lave Piger på prøveløsladelse, fik vi samme type kritik. ”Det er jo ikke engang sjovt. I står bare og siger alle mulige grimme ord og åndssvage ting. Hvis det bare er det, der skal til, så kunne jeg fandme også være komiker.” Og der er også altid en, der har en onkel, som ville være en bedre stand upper end nogen af dem, der står på scenen idag. For den her onkel får ALLE til at grine. Han burde tage penge for det! Ikke alle dem der bare står der og siger pik og patter( no offence, Uffe).
Så hvorfor er det sådan? Hvorfor er det alle os talentløse kreative typer, der ender med at få en karriere og griner hele vejen ned til banken? Hvorfor er det ikke den sjove onkel eller den bagbundne mestermaler? Det er relativt simpelt at svare på: ”Fordi vi GØR det!”… Og fordi vi tør det. Sandt er, at vi er mange kreative, som leverer produkter, der aldrig nogensinde vil vinde en nobelpris. Men på et tidspunkt har hver og en af os taget skridtet. Vi har sagt: ”Jeg tror godt, jeg kan det her, og jeg tør godt at vise andre det.”
Der er MANGE, der gerne vil være rockstjerner, professionelle fodboldspillere, forfattere, komikere osv. Men der er ikke ret mange, der har lyst til at lave det kæmpe forarbejde, det kræver. Nogle starter, men stopper hurtigt igen, når de opdager, hvordan det føles at undvære mageligheden, der ligger i at have en fast løn hver måned. Eller når de møder den sønderrivende sårbarhed, når man kæmper med at bevare troen på eget værd og talent. Eller det uglamourøse ved de ensomme timer, hvor man øver sig, øver sig, øver sig. Det kræver nosser og udholdenhed at leve af sit talent!
Og nej… Det kunne du ikke have gjort! For så havde du nok gjort det. Hvis der er noget, du drømmer, om at gøre, så GØR det! Ellers så knyt! Der er alligevel ingen, der tror på, at landsholdet ville have være bedre, hvis du ikke havde droppet talentholdet, dengang du var 16!
Christina Sederqvist 