Jeg hader forandringer. Eller jeg hader dem måske ikke, jeg er bare pissebange for dem. Da jeg var barn, var der ret mange forandringer, og de var sjældent til det bedre. Da jeg var 4 år, valgte min kunstnermor at gå fra min far og flytte i kollektiv. Et fantastisk frit sted, hvor der var et afslappet forhold til hygiejne og rusmidler. Desværre var der også et afslappet forhold til omsorg for børnene. Sådan noget med faste rutiner og opdragelse blev anset for at være undertrykkende for barnets frihed og udvikling. I 70’erne var det en legitim undskyldning for at være røvegoistisk og ansvarsforflygtigende.
Kollektiver varer som regel kun så længe, der er rent service, så vi flyttede. Igen og igen. Vi levede som nomader, og rykkede os efter, hvor min mors kærester boede og efter hvilke venner, der kunne huse os. Nogle gange var det ikke engang venner. Engang boede vi hos et ældre ægtepar, vi havde mødt i bussen, som fik ondt af os. Nu skal det lige siges, at min mor var et hjertevarmt, intellektuelt, kreativt og utroligt socialt menneske. Hun gik lige ind i folks hjerter. Når hun var clean. Når hun havde sine perioder med alkohol eller stoffer, så var hun dybt utilregnelig og havde kun øje for sit næste high. Jeg taler om min mor i datid. Hun blev kun 41. Hun var et smukt og godt menneske, der gjorde det bedste, hun kunne. Jeg var aldrig i tvivl om, at hun elskede mig, og jeg ville sådan ønske, at hun havde haft et lykkeligere liv.
Da jeg var 19 havde jeg boet 21 steder. Inklusive to børnehjemsophold. 8 gange nåede jeg at skifte folkeskole. Det har nok gjort mig til en meget tryghedssøgende voksen, som har det dårligt med at være afhængig af andre. Men konfliktende med ønsket om tryghed har jeg også en helt enorm fremdrift. Når jeg har lært noget, eller opnået noget, så skal jeg mere. Jeg vil have det hele og jeg vil prøve det hele.
Nu har jeg så besluttet mig for at sælge mit hus og flytte på landet. Og jeg dør af skræk! Hvad nu hvis noget går galt, og jeg pludselig står uden tag over hovedet? Og hvad nu hvis det er en dårlig investering og jeg mister alle de penge, jeg har været et helt liv om at tjene? Og hvad nu hvis jeg bliver ensom, derude på Lars Tyndskids marker? Og hvis… Hvis en hel masse! Det er alt for meget ansvar for mig! Hvorfor har jeg ikke bare en normal familie, så jeg kan kalde på de voksne? Så kan de ordne alt det svære! Og træffe de store beslutninger, så det ikke er min skyld, hvis noget går galt.
Men midt i panikken har jeg opdaget, at der efterhånden ER en masse voksne, jeg kan spørge til råds. Mine venner. Vi er blevet megagamle! Den samlede erfaringsbase mellem os er ganske betragtelig og næsten ligegyldigt, hvad emnet er, har jeg en ven, der ved noget om det. Forældre eller ej, så er jeg overhovedet ikke alene. Ansvaret for mine beslutninger er selvfølgelig stadig mit. Og jeg er stadig bange for forandringer. Men så længe jeg ikke lader angsten begrænse mit liv, så må jeg leve med at den titter frem ind i mellem. Jeg glæder mig over mit dejlige netværk og over, at MINE børn godt kan kalde på en voksen. Så skal jeg nok komme og være bedrevidende og belærende!
Christina Sederqvist 
Tak for jeres fine kommentarer. Jeg tror at uanset, hvor gammel man bliver, så vil der være tidspunkter, hvor man har lyst til at kalde på de voksne. Men det er selvfølgelig også vigtigt at huske på goderne ved at være voksen: Man bestemmer selv hvor længe man vil være ude og man må gerne få lagkage til aftensmad:-)
Hvor er det fedt at få et lille indblik i dig, den du er. Meget spændende! Og fedt du er nået dertil i dit liv, og med skindet på næsen! Sejt!!
Kære Christina !
Tak for dit ind/oplæg.
Det at blive voksen er jo, at man stille og roligt vokser med de opgaver man stilles overfor. Og ja det kan virke skræmmende, – det der mange gange skræmmer, er andres forventninger til en, som man for enhver pris prøver at indfri. Men det er ikke altid det der er bedst. Men at have gode rollemodeller som uden fordomme og bebrejdelser og på forespørgsel øser ud af deres viden og erfaring er jo guld værd. Og det kan jo være såvel søskende som kollegaer eller andre man er tæt på og trygge ved.
SÅDAN Christina!
Din blok er så cool!
Du ærlig, men hat humor med, pisse fedt!
Nu er jeg kun 22…og skal ikke flytte på landet eller noget!
Men jeg ved hvordan det er!
Jeg er også tryghedsnarkoman! (U know why) og da Jeg tog beslutningen, om at flytte fra alt Jeg kendte…til Falster…det døde jeg næsten af skræk!!
Fint og dejlig ærligt, hudløst indlæg. Yay!! Sådan noget gør verden til et bedre sted, tror jeg.
Jeg har altid haft det sådan at jeg syntes det er skide uretfærdigt at jeg skal være voksen. Der er ingen der har spurgt mig om det, er hvad jeg vil!
Har som du fundet ud af at der er mange andre at være voksen sammen med men det allerbedste er at der findes mennesker i mit liv som har lyst til at være voksen for mig (en gang i mellem) Har bland andet en 5 år yngre søster som er super god til at være voksen. Så jeg bygger hule med hendes unger mens hun finder ud af hvordan og hvad jeg skal gøre win win
Og det at, give slip og lade andre tage over er enormt befriende – for mig
Du har fuldstændig ret – der ER jo en masse voksne man kan spørge til råds….nu. Du er ikke alene – hvilket er godt at høre af og til når man har haft en barndom som din og min.
Er sikker på at du har truffet den helt rigtige beslutning for dig og dine børn! Det lyder da mega fedt at flytte på landet hvor der er frisk luft og ro! Tillykke med det! 🙂